Parterapi

Når man lever tæt sammen med et andet menneske, er det helt normalt, at der opstår konflikter med varierende hyppighed og dybde. Kærligheden kommer indimellem på en hård prøve, når hverdagen fyldes op med børn, arbejde, pligter og gøremål, og man glemmer eller nedprioriterer at være par og give hinanden opmærksomhed. At gå i parterapi er at give sig selv og hinanden et rum, hvor man med støtte fra terapeuten kan komme hinanden nærmere.

Hvilke problemstillinger kommer et par typisk med?

  • vi er i tvivl om, hvorvidt vi skal have et barn sammen?
  • min mand (kone) har været mig utro
  • min mand (kone) drikker for meget
  • vores barn reagerer negativt hjemme (eller i skolen)
  • vi keder os sammen
  • min mand (kone) er afhængig af sine forældre
  • min mand (kone) anklager mig
  • vi skændes uafbrudt – om småting
  • vores barn har kolik, og vi kan ikke holde det ud
  • vi har brug for, at en udenforstående hjælper os til at kommunikere på en bedre måde
  • vi prøver for sidste gang at få vores familie til at hænge sammen
  • vores læge har rådet os til at gå i parterapi
  • skolepsykologen har rådet os til at få hjælp hos en terapeut
  • vores venner har anbefalet os at gå i parterapi
  • vi kan ikke holde ud af være sammen, og heller ikke at være fra hinanden
  • vi er uenige om, hvilke krav vi skal stille til vores børn
  • min mand (kone) opfører sig urimeligt overfor mig

Parterapi former sig som en samtale på 1½ time ad gangen mellem et par og en psykoterapeut. Psykoterapeutens opgave er at hjælpe parret til at fungere på en bedre måde med sig selv og hinanden og udgangspunktet for samtalen er koncentration om de problemer, som parret skaber med hinanden i samlivet. Målet er at parret forbedrer deres evne til fælles konflikt og problemløsning – det vil bl.a. sige at blive i stand til at arbejde sammen om de svære ting, der er opstået. En forbedret evne til at løse konflikter på en sund måde vil smitte af på familiens børn, der netop har forældre som modeller for, hvordan svære ting i livet skal klares.

Nogle par opsøger også en psykoterapeut, fordi de har besluttet at afslutte forholdet og ønsker hjælp til en værdig skilsmisse både af hensyn til sig selv, fælles børn og økonomien.

Andre par søger hjælp, fordi de et i tvivl om at forholdet har tilpas megen kvalitet til, at de kan fortsætte sammen.

Terapeuten vil arbejde på, at parret bliver i stand til at lytte til hinanden og respektere hinandens følelsesliv.

Desværre er der mange, der ikke får det til at fungere – se statistikkens triste sandhed her (klik)

I har også mulighed for at melde jer til et kursus for par, hvor I “efteruddanner” jer i det at være par, og lærer effektive værktøj til bedre at håndtere de konflikter I støder på i dagligdagen. Læs mere om PREP kurset for par her på siden.
I det hele taget er parterapi for alle der har lyst til og brug for at få kigget på en relation, der er svær eller gået helt i hårdknude. Det kan være et venindepar, et vennepar, et søskendepar eller eks-partnere, der har brug for støtte til at samarbejde omkring deres børn.

“En håndsrækning til voksne er en gave til børn” – ukendt