Reg. Psykoterapeut Nina Schiøtz

Kommunikation i parforholdet

Når forelskelsen forsvinder.

Det er så skønt, så smukt at blive forelsket. Det er fantastisk at finde ”den eneste ene” – dét menneske der virkeligt ser dig, og som bekræfter selve din eksistens.

…… Og så bliver det hverdag. Nogle gange går der ½ år, nogle gange flere år, men på et tidspunkt ændrer følelserne sig – enten bliver de dybere, stærkere og mere respektfulde, eller også så fader de ud, forsvinder i de tiltagende forskelle, den stigende kedsomhed – ”han/hun er ikke den jeg forelskede mig i!”

Men det er ikke personen der ændre sig, det er sindssygen der letter!

Vi forelsker os i et menneske der ligner os selv. Det er ikke sikkert vi selv kan se det – hun er spontan, mens han er fornuftig; han er en eventyrer, og hun vil gerne have villa, Volvo og vovhund. Dét vi forelsker os i hos andre, er sider af os selv, som vi enten ikke vil stå ved, eller som vi ikke aner vi selv har. I bund og grund, bliver vi forelskede i os selv!

Og når forelskelsen forsvinder, så er det de samme ting, som vi faldt for, der nu bliver et irritationsmoment. ”Hvorfor kan han aldrig komme til tiden?”, ”Hun er bare så nævenyttig.”, osv!

Det fantastiske er, at vi kan vælge at bruge den anden som et spejl. Vi kan kigge godt og grundigt på dét, vi bliver så irriterede over, og kigge indad. Prøve at finde den side i os selv, der ligger så godt gemt. For når vi kan holde os selv ud – alle de sider, vi ikke vil stå ved – så kan vi også være med den anden, og elske den anden for den person han/hun er, og ikke kun dét vi vil se!

Tre råd til et bedre parforhold:

  1. Tag altid udgangspunkt i hvordan du har det. I stedet for at sige:”Nu har du igen ikke holdt vores aftale”, så prøv med: ”Jeg bliver så ked af det/vred når du ændrer vores aftale”
  2. Stå ved dig selv. Forvent ikke at din partner kan læse dine tanker – heller ikke selvom I har kendt hinanden i mange år. Sig hvad du vil have, hvad du kan lide og ikke lide. Det kan være rigtigt svært i starten, men prøv med små ting – hvis du ikke gider se en film i biffen, så sig hvad du hellere vil se. Det er ok at være uenig!
  3. Brug tid på dig selv. Det behøver ikke være en ferie på flere uger, men tag en aften ud af din kalender og gør lige hvad du vil. Mærk hvad du har brug for, for jo mere du kan mærke dine behov, jo bedre er du i stand til at stå ved dig selv, og tage udgangspunkt i dig selv, og ikke i den anden!

Et velfungerende parforhold er hårdt arbejde – at elske er en handling, og dermed et valg!